Home » Hjernen og Nervesystemet » Test af velfærdsteknologi i praksis
Velfærdsteknologi

Test af velfærdsteknologi i praksis

Foto: Getty Images
avatar

Line Trine Dalsgaard

Klinisk sygeplejespecialist på Klinik for Rygmarvsskader ved Rigshospitalet

Den rette velfærdsteknologi støtter rehabiliteringen af neurologiske patienter, men hvordan vurderer du teknologiens duelighed i praksis før indkøb? Vi har spurgt klinisk sygeplejespecialist på Klinik for Rygmarvsskader ved Rigshospitalet om deres tilgang til at teste teknologi og resultaterne deraf.

Tester selv velfærdsteknologi i praksis

Det er langt fra al velfærdsteknologi, som er blevet testet i en praktisk og klinisk sammenhæng, før det er kommet på markedet, og mange gange fungerer produktet ikke for patienter eller personale. På Rigshospitalets Klinik for Rygmarvsskader løser de problemstillingen ved enten at købe et produkt, der er testet af andre afdelinger og har en evaluering knyttet til sig, eller ved selv at teste teknologien i deres kliniske hverdag for at se, hvordan personalet og patienterne oplever produktet.

Procedure ved test af velfærdsteknologi

”Inden vi laver en test, spørger vi en række patienter, om de kunne tænke sig produktet som en del af deres rehabilitering. Patienterne skal helst være tiltrukket af teknologien fra start. Hvis de synes om produktet, indhenter vi et eksemplar fra producenten, som vi lader personale og forskellige typer af patienter afprøve. Bagefter laver vi fokusgrupper, hvor vi interviewer dem om deres oplevelser,” siger Line Trine Dalsgaard, klinisk sygeplejespecialist på Klinik for Rygmarvsskader ved Rigshospitalet. Hun arbejder bl.a. med at indhente og teste ny teknologi i kliniske sammenhænge.

Armstøtte gav patient større frihed

Én teknologi – en armstøtte – blev allerede en succes i testfasen. Med armstøtten kan patienterne træne spisefunktionen ved alle måltider, og den har hjulpet patienter med nedsat funktion i bevægeapparatet til at kunne spise selv. ”Den første patient, der testede armstøtten i tre uger nærmest græd, da han skulle af med den igen. Han gik fra at få hjælp af en sygeplejerske til at kunne spise selvstændigt. Samtidig hjalp den ham med at genvinde funktion og førlighed. Teknologien både støttede og rehabiliterede patienten. Andre patienter havde lignende tilbagemeldinger,” siger Line Trine Dalsgaard.

Next article