Home » Hjernen og Nervesystemet » Rehabilitering burde være evidensbaseret, men er det ikke altid
Rehabilitering

Rehabilitering burde være evidensbaseret, men er det ikke altid

Lægesamtale med patient
Lægesamtale med patient
Foto: Pexels.com
avatar

Bente Rona Jensen

Professor på afdeling for neurologi ved OUH/Syddansk Universitet. Tidligere lektor på Københavns Universitet

Rehabilitering i det danske sundhedsvæsen foregår ikke altid på evidensens præmisser. Det skaber et suboptimalt rehabiliteringssystem, som koster patienter livskvalitet og samfundet arbejdskraft, skriver professor Bente Rona Jensen i denne kronik.

Af Bente Rona Jensen, professor på afdeling for neurologi ved OUH/Syddansk Universitet. Tidligere lektor på Københavns Universitet. Forskningsområder: Motorisk kontrol, fysisk træning og rehabilitering.

Formålet med rehabilitering

Formålet med rehabilitering må være at løfte patienter til deres højest mulige funktionsniveau. Nogle kan nå tilbage til deres oprindelige udgangspunkt, andre må nøjes med lindring og vedvarende funktionsnedsættelse. For den sidste gruppe er målet for rehabiliteringen kompensation i videst muligt omfang. For at gennemskue hvad en rehabilitering i bedste fald kan sigte efter, kræver det en række kompetencer hos behandleren, som desværre ikke altid er til stede på et fuldt opdateret niveau i det danske rehabiliteringssystem. Rehabiliteringen skal baseres på.

Kompetencebehov hos behandleren

  • Sygdomsindsigt
  • Viden om træningsfysiologi, herunder træningsformer og træningsplanlægning
  • Indsigt i træningssystemer og anvendelsen af disse
  • Indsigt i patientens aktuelle status

Rehabilitering skal tilpasses den enkelte

Uden et grundigt kendskab til sygdomspatologien og være i stand til at kortlægge, hvordan den kommer til udtryk i den enkelte patient, bliver det svært for behandleren at tilrettelægge det rette og specifikke rehabiliteringsforløb. Én ting er sikkert: ”one size doesn’t fit all”. Hver patient skal rehabiliteres efter patientens specifikke sygdom og sværhedsgrad af sygdom. Hvor befinder patienten sig? Når behandleren kan svare på det, kræver det herfra en grundlæggende indsigt i litteraturen bag træningsfysiologi og træningssystemer, hvis man skal vide, hvordan rehabiliteringsstrategien skal lægges. Det kræver kendskab til behandlingsmetoder og forskning i enkelte patientgrupper – hvad virker og hvad virker ikke, på denne gruppe, og hvilke muligheder er der.

Kløften mellem forskere og behandlere

I Danmark er forskernes og behandlernes verdener i høj grad adskilt. Vi forskere møder sjældent behandlere til forskningskonferencer. Det er ikke en del af deres ansættelse og hverdag at beskæftige sig indgående med forskning. Behandlerne inden for rehabiliteringsområdet arbejder sjældent sammen med forskere og i samme bygning som forskerne. Det har konsekvenser for den overførsel af viden, som skal sikre at rehabiliteringen til enhver tid er evidensbaseret. Den nuværende opdeling af området mellem regionalt og kommunalt regi giver særlige udfordringer for området.

Tilrettelagt træning i rehabilitering

Der er med andre ord for langt mellem den praktiske del af rehabiliteringssystemet og forskningens verden, som det er i dag, og derfor er der tilfælde, hvor rehabilitering ikke foregår tilstrækkeligt på evidensens præmisser. Det er til skade for patienterne, da de ikke får den optimale behandling og opnår deres fulde funktionspotentiale. Det bliver i sidste ende en økonomisk belastning for samfundet. Myndighederne bør se på en mulighed for at forbedre vilkårene for videns- og erfaringsudveksling mellem dem, der skaber ny viden, og dem, der omsætter den i praksis, og på den måde sikrer, at al rehabiliteringstræning er tilrettelagt efter indsigt i sygdomspatologi og træningsfysiologi og brug af de bedste redskaber, der er til rådighed for behandlere.

Repetition, hyppighed og intensitet afgørende

Fokusområdet for fysisk rehabilitering indenfor det neurologiske område er motor learning, der stimulerer neuroplasticitet. Forskningslitteraturen har for længst slået fast, at repetition af øvelser, hyppighed af træningen og motorisk intensitet er afgørende for effektiv rehabilitering for patienter i neurologien. Effektiv rehabilitering kræver systematik. Det kræver den rette type træning med mange gentagelser og gerne hver dag. For mange patientgrupper er der brug for redskaber, som kan assistere dem og belaste/aflaste dem ud fra deres sygdomstilstand og funktionsniveau, så de konstant udfordres. Det kræver indsigt i at bruge redskaberne og viden om, hvem de skal bruges til og hvornår. Nogle redskaber ender med at blive brugt som løbebånd, selvom de har potentialet til meget mere, fordi indsigten ikke er der på rehabiliteringsstederne. 

Ønske om faglig gruppe

Myndighederne bør overveje at nedsætte en faglig gruppe, som kigger på, hvordan vi kan indrette rehabiliteringen, så vi fremover sikrer, at rehabiliteringen til enhver tid er evidensbaseret i forhold til nyeste viden på området. Kort sagt, lad os gentænke området. Der ligger en kæmpe gevinst både for patient og samfundet, hvis vi finder en løsning på det her.


Next article